Get Adobe Flash player

Stald B. P. Hegn - anpartsforeningen bag Pif

Her kan du læse mere om Pif og vores spændende anpartsprojekt.
 
Pif og Anders F. efter sikker sejr på Lunden d. 29. august 2010

Vinder af 13. løb blev.... PIF
Søndag d. 29. august 2010
En fantastisk Derbydag på Lunden er overstået og resultatet fra 13. løb, som Pif var ude i, kan i virkeligheden gøres ret kort. Pif og Anders tog spids fra start og der blev de til de stormede ind på en 1. plads i tiden 1.16,0. FLOT FLOT FLOT. 
Vi glæder os til endnu mere til at se hvilke overraskelser Pif og Anders har i ærmet til os. Næstkommende på programmet er kriteriumsprøverne d. 9 september.
Tak for en dejlig dag!

Pif vil også med til Derby-weekend
Mandag d. 23. august 2010
Når Team Fachman på søndag sætter kursen mod Lunden på selveste Derby-dagen, så er Pif også med i transporten. Her gælder det 13. løb med distancen 2000m auto og startspor 4. Efter Pif´s seneste starter er der ikke kommet færre sommerfugle i maven, men vi har troen på hende i behold, så med held og lykke fra alle hendes ejere, skal hun såmænd også klare denne udfordring. Med i vognen sidder Anders F.
Husk at der også både fredag og lørdag er spændende løb på Lunden.

Det blev til endnu en sejr.
Fredag d. 20. august 2010
Det var med stor spænding at 8 fremmødte anpartshavere med længsel ventede på 8. løb, på Lunden i går. Pif var frisk og fin i opvarmningen og var spillet som favorit, så der var stor forhåbning om et rigtig godt løb.
Efter en rolig start kommer Pif og Anders til at sidde i dødens 700 meter hvorefter de kommer ud i 3. par udvendigt indtil 500 meter før mål. Her kommer der pres bagfra og Pif er tvunget til at køre med. 150 meter før mål sætter hun turbo til og får en let 1. plads med tiden 1.16,1 (FLOT TID) og en meget stolt Anders F. sætter igen kurs mod vindercirklen.

Kan vi gentage samme succes som sidst?
Tirsdag d. 17. august 2010
Når der på torsdag køres løb på Lunden, er Pif igen med i transporten. Denne aften skal hun ud i 8. løb med startspor 5, distancen er 2000m auto og med i vognen sidder Anders F.
Sidste status fra stalden i dag er at alt er i skønneste orden, så vi krydser igen alt hvad vi har.
 


Første gang Stald B. P. Hegn er samlet i vindercirklen, efter bare 3 starter

Det var en sikker sejr!
Fredag d. 6. august 2010
Begejstringen vil ingen ende tage efter vores helt egen isdronning, Pif, i dag
beviste at hendes ben sidder rigtigt. Det kan da godt være at konkurrenter havde mere erfaring og kunne løbe stærkt, men det kan Pif da også bare så.
I tiden 1.17,6 tog hun en sikker sejr over målstregen. Pif fulgte det førende felt hele vejen, men valgte så at sige farvel og ligge klar afstand til de øvrige konkurrenter i opløbet, hvor hun nød turen over målstregen på en 1. plads. Pengepræmien i dag var 7.500 kr.
Der var talstærkt fremmøde af glade og forventningsfulde anpartshavere som sammen kunne heppe højlydt. Tusind tak for en dejlig dag og en særlig tak til Team Fachman og Anders, for det fantastiske arbejde de gør med vores Pif.

Lunden på fredag
Mandag d. 2. august 2010
I dag er der tilmeldt løb for denne uge og Pif tager på fredag d. 6 turen til Charlottenlund Travbane. Her skal hun ud i 3. løb med startspor 3, distance på 2000m, autostart. Vi holder på hat og briller og krydser hvad der skal krydses.

Det blir bedre og bedre
Søndag d. 18. juli 2010
I dag drog vi over storebælt til en fantastisk dag på Fyn. Det er svært at få armene ned, Pif bliver bare bedre og bedre. Et løb der var svært at forudsige, men Pif skuffede ikke. Pif havde startspor bagerst i feltet men fulgte tæt og tog sidste runde i 3. spor, hvor alle kræfter kom på prøve. Konditionen fejler altså ingenting, Pif tog feltet én efter én og sluttede på en fantastisk 2. plads med 6000 kr. i præmie. Tiden denne dag var 1.19,1 og pulsen var 24. 
Bliver nød til at slutte af med at bande, for hold kæft hvor er hun bare en dejlig hest!

Afsted igen
Onsdag d. 14. juli 2010
På søndag tager Pif turen over broen til Fyens Væddeløbsbane.
Pif skal ud i 9.løb og har fået startspor 10. Distancen er som i søndags, 2140m autostart og med i vognen får hun selvfølgelig Anders F.
Pak madkurven og tag familien i hånden - nu skal vi til Fyn

Fin afslutning

Mandag d. 12. juli 2010
Det blev til en rigtig flot 3. plads med præmiesum på 2.500 kr., da Pif i går gennemførte sit første officielle travløb. Startsporet gjorde det svært at komme ud af feltet, så Pif måtte følge strømmen indtil opløbet, der gav hende plads til en virkelig fin slutspurt. Pif var fejlfri, tiden var 1.20,5 (fin tid), pulsen var 22 (god puls) og Anders F. var meget tilfreds.
Det var dejligt at se så mange fremmødte anpartshavere, der havde taget deres familier med.
Dagen sluttede for Pif med et koldt bad og godbidder, i skyggen.

Klar, Parat, Start...
Tirsdag d. 6. juli 2010
Flere detaljer om den kommende start på søndag, på Nykøbing F. travbane.
Pif skal ud i 2. løb som afvikles ca. kl. 13.30. Hun har fået startspor 5, over en distance på 2140m, og i vognen er det selvfølgelig Anders F. så Pif er i vante og trygge hænder.

NU SKER DET - Det vi alle har ventet på!
Mandag d. 5. juli 2010
Så skal der sættes stort kryds i kalenderen.
På søndag d. 11. juli drager Team Fachman afsted til Harald Lunds Mindeløb på Nykøbing F. travbane, med Pif i transporten. Pif er tilmeldt et spændende begynderløb med forhøjet pengepræmie. Vi kender altså ikke konkurrenterne i dette løb, da mange sikkert er ligeså "nye" som Pif. Følg med for flere detaljer, når startlisten udkommer.

Nyder sommeren i fulde drag
Lørdag d. 3. juli 2010
Så er der dømt friweekend, men hvem gider også at arbejde i dette fantastiske vejr. Pif nyder livet ude i de grønne folde og når det bliver for varmt midt på dagen, er det tid til en middagslur i skyggen, i stalden. Striglerne har været flittigt i brug og snart er de sidste rester af vinterpelsen væk, så Pif er smuk og præsentable at vise frem. Med disse ord kan vi opfordre til at følge godt med på hjemmesiden og så har vi vist ikke sagt for meget!?

Start udsættes
Torsdag d. 3. juni 2010
Hermed lidt kort nyt om hvad der sker omkring Pif og planerne om en kommende start. Pif har i denne uge haft besøg af både dyrlægen og tandlægen, for hun er jo en af os og derfor skal hun passes præcis som vi selv bliver.
Dyrlægen siger at Pif er lidt om i sit ene forknæ og har derfor valgt at sprøjte lidt væske ind i det, for at Pif ikke skal have gener når hun skal ud og løbe. Det er på ingen måde nogen alvorligt, men en sådan behandling medfører altså desværre at en kommende start, må udsættes 28 dage fra behandlingsdagen.
Planen havde dog været en start i næste uge, men nu skriver vi juli på kalenderen og glæder os til det.

Pif har fødselsdag
Lørdag d. 22. maj 2010
Pif hun har fødselsdag og det har hun jo og det er i dag, tra la la la la laaa. På denne skønne lørdag fylder Pif 3 år. Pif har ønsket sig godt vejr, som forhåbentlig kommer i løbet af formiddagen. Skulle man ha lyst til at besøge Pif, så er man velkommen, men ellers ønskes alle en rigtig god pinse.

Fødselsdagsgulerødder er velkomne!
Onsdag d. 19. maj 2010
På lørdag d. 22. maj er det dagen hvor solen vil skinne højt fra en skyfri himmel når Pif fylder 3 år. Da det desværre falder sammen med pinsen og en masse travlhed, holder foreningen ikke fødselsdag for Pif på lørdag. Det skal dog ikke afholde alle der lyster det, fra at kigge forbi stalden med en gulerod eller to... Pif er hjemme hele dagen.

Rutinetjek
Tirsdag d. 11. maj 2010
I dag har Pif været til rutinetjek hos dyrlægen for at se hvordan hun har reageret efter prøveløbet, hvor hun for alvor skulle afprøve kræfter.
Dyrlægen var positiv og synes at Pif er en flot hest med en god størrelse og gode muskler. Han tilføjede et par enkelte småjusteringer som kan hjælpe hende endnu mere til at yde 100 %, når vi næste gang skal se hende i hendes 1. rigtige løb.

NYHED - Førstehjælp til din hest!
Land og Fritid afholder førstehjælpskursus, hvor du lærer
hvordan du yder førstehjælp til din hest, ved akut sygdom og skader.
KURSERNE AFHOLDES:
Land og Fritid i Skævinge   Torsdag den 27 maj kl.18.00-21.30.
Land og Fritid i Ringsted    Torsdag den 17 juni kl. 18.00-21.30.
Dyrlægerne fra Horseteam, har i samarbejde med Land og Fritid, sammensat et kursus, som specifikt henvender sig til hestefolket.
Du lærer bl.a. hvordan du selv undersøger din hest og hvordan du afgør hvornår hesten har brug for dyrlægehjælp.
Kurset består af en teoretisk og en praktisk del, hvor de mest almindelige lidelser og symptomer vil blive gennemgået.
Vi ser frem til en hyggelig og lærerig aften, hvor der også tændes op i grillen
- til glæde for dine smagsløg.
TILMELDING:
Ring og tilmeld dig, dit personale, dine frivillige og hesteejere til kurset hos
Land og Fritid, Ringsted på tlf: 40410029 Mette moesgaard.
Land og Fritid Skævinge på tlf: 33684155.
PRISER:
Pris pr. person er 150 kr. inkl kursus og mad.
For medlemmer af Land og Fritid Skævinge´s kundeklub,
er prisen pr. person 100 kr. Det er gratis at blive medlem af kundeklubben, bare spørg i Skævinge afdelingen.
Bemærk at der er begrænset antal pladser, så husk at tilmelde dig i god tid.
DIN INDSATS ER VIGTIG, BÅDE HVIS HESTEN BLIVER SYG,
ELLER HVIS DEN KOMMER TIL SKADE.

GODKENDT med meget ros!
Søndag d. 9. maj 2010
Pif blev i dag godkendt i prøveløb på Charlottenlund travbane med tiden 1.19,8
- bemærk endnu en tidsmæssig forbedring.
Selvom placeringen ikke har betydning i dette løb, kan det nævnes at Pif kom ind på en rigtig fin 4. plads. Pulsen lå på 19, hvilket er meget tilfredsstillende, fordi Pif ikke var kørt helt træt efter løbet.
Anders var yderst tilfreds med Pif - Hun gav sig alt det der var forventet af hende og var både fokuseret og stabil. Anders vil i løbet af næste uge gennemgå Pif fra "top til hov" så vi dermed er sikre på, at hun virkelig er så løbsklar som hun viste os i dag.
Fremtidens plan er nu at vi ser efter løb som Pif er egnet til og der skulle gerne være et løb indenfor en måneds tid.
Til slut skal det fremhæves at Pif i dag, uafhængigt af hinanden, har fået rigtig meget ros fra mange af de andre tilstedeværende på travbanen. Alle synes at hun var en virkelig fin hest og det er vi selvfølgelig stolte af.

Prøveløb søndag d. 9. maj
Mandag d. 3. maj 2010
Pif er i dag blevet tilmeldt i prøveløb søndag d. 9. maj på Charlottenlund travbane. Prøveløbet starter kl. 12.45, men Pif ankommer ca. kl. 11 og er at finde i Team Fachman's sædvanlige stald.
Pif har i dag gået sit sidste hurtig-arbejde inden løbet på søndag, men slipper dog ikke for lidt hygge-træning et par gange senere på ugen.
Nu er det bare at se frem til en dejlig dag med godt vejr og "god vind i sejlene".

Pif er klar
Torsdag d. 29. april 2010
Som tiden er gået, er vores lille Pif efterhånden blevet voksen og stærk.
Træningen går forrygende, Pif er koncentreret og utrolig jævn i sit trav. Formen er i top og der er begyndt at komme fart på... øvelse gør mester.
Alt dette betyder at Pif nu er klar til PRØVELØB, juhuuuu.
Dette ser ud til at blive søndag d. 9. april på Charlottenlund travbane.
Nærmere info følger efter tilmelding, mandag d. 3. maj.

Holder formen i top
Mandag d. 26. april 2010
Pif har i dag været med på Skovbo, for at holde formen vedlige med lidt træning, og formen fejler bestemt ingenting. Pif viser styrke og vilje når hun med lange, flyvende skridt giver sine træningskammerater sved på panden.
Meldingen fra vores træner er, at Pif inden længe (maj) skal starte i prøveløb, han er yderst tilfreds med hende.

Stort tillykke..
Fredag d. 23. april 2010 
Endnu en løbsdag på Nykøbing Falster Travbane og her havde vi fornøjelsen af at se vores kære formand, Børge Pedersen,
i aktion som catch-driver.
Og Børge skuffede ikke, det blev til 1 sejr og 2 mindre placeringer, ud af 3 starter. Et stort tillykke skal der lyde fra Team Fachman og Pif.

Pif er nu flyttet ind og bo i den store stald, hvor hun er at finde i den "øverste" stald, i anden sidste boks til højre. Nu er der altså mulighed for at besøge Pif hele døgnet, undtagen når stjernen får sin skønhedssøvn efter kl. 22. Vel mødt.

Vellykket dag med generalforsamling og godt humør
En dejlig dag med godt vejr og mange glade mennesker, for ikke at glemme hvilke fremskridt Pif viste os.
Siden første rutineløb i oktober 2009, er det sket store fremskrift med Pif.
Dengang løb hun en tid på 1.38,1 for senere at vise os, i præmieløbet på Charlottenlund travbane, at hun havde forbedret sig til 1.28.
I fredags d. 9. april viste hun altså sine fremskridt, flot og fejlfri, med en tid på 1.22,1 til stor tilfredshed fra alle fremmødte medlemmer, der efterfølgende gik ind til generalforsamling, med positivt sind, for at drøfte Pif's fremtid.
Pinligt denne dag var dog at samtlige af Pif's ejere havde "glemt" gulerødderne - det må gøres bedre til næste gang.

9. april 2010 - Generalforsamling
Denne fredag bliver dagen hvor Stald B. P. Hegn holder foreningens
1. generalforsamling, på Nykøbing F. travbane kl. 17.00.
Det er en almindelig løbsdag hvor løbene starter kl. 15.00.
Pif kommer selvfølgelig også med på travbanen denne dag og deltager
i et rutineløb ca. kl. 14.45.
Vi glæder os til at se alle. Med venlig hilsen bestyrelsen

1. juni 2009 - Anpartsforeningen bliver dannet
Foreningen bag Pif kom senere til at hedde Stald B. P. Hegn.

 
Seneste nyheder
Sponsorer

Onlinestatistik
Vi har 2 gæster online